... when it gets hard - fuck it!"
Sådan havde jeg det pretty much hele 6. og 7. klasse. "Fuck det hele - lad mig nu bare komme væk!"
Alle omkring mig kunne mærke det. Jeg tog afstand fra dem og de tog afstand fra mig. - Præcis som jeg gerne ville have det. Jeg ville være mig selv og ingen kunne komme igennem til mig.
..Hvordan det hele startede?...
Jeg kan snart ikke huske det... Heldigvis har hjernen den smarte funktion at man ikke rigtig kan huske så meget fra de dårlige tider. På den anden side resulterer det så i, at jeg kun kan huske få ting fra de to år. Og de ting jeg kan huske, er ikke gode.
Men historien er nok ikke så indviklet alligevel, når det kommer til stykket. Så vil da dele mit livs hidtil største mareridt med jer. Jeg skal jo ud med det på en eller anden måde...
Det var i slutningen af 6. klasse. Jeg var 13 år gammel, uvidende og totalt naiv. Jeg var forelsket og det var han også. Vores forhold var egentlig ikke noget specielt som sådan, ud over at det var første gang jeg for alvor var forelsket! Da han så slog op, gjorde det ondt. Ikke fordi vi ikke var sammen mere, men på grund af de ting han gjorde efterfølgende. Det her er ikke den klassiske med, at han fik en ny kæreste med det samme osv.. Det her er noget helt andet..
Han besluttede sig nemlig for, at min liv ikke skulle være værd at leve. Jeg var noget katten havde slæbt med ind - og han ville behandle mig som sådan. Det underlige ved det hele var, at jeg aldrig havde gjort ham noget. Han havde som sagt bare besluttet sig for, at jeg skulle ned med nakken.
Så fra den ene dag til den anden, fik han alle mine 'venner' til at vende mig ryggen. Hvordan han gjorde ved jeg virkelig ikke, men det lykkedes for ham. Det sidste halve år af 6. klasse var et Helvede! Én efter én forsvandt alle dem jeg troede holdte af mig. Jeg var udskuddet, fejlfarven, vandskabningen, offeret. Ingen var i tvivl. Det var sådan det var. Alting braste sammen, og jeg kom ned med nakken som han ønskede... Jeg blev fanget i et net af stress, depression, selvhad, spiseforstyrrelser og sorte tanker jeg hverken vidste hvor startede eller sluttede. Jeg fik hele lortet serveret på én gang i én balje bræk; oven i købet af dem, der på daværende tidspunkt betød allermest for mig - mine venner.
Jeg brugte hele min sommerferie på at frygte at skulle tilbage til skolen. Og da jeg startede i 7. klasse, var jeg totalt forandret...
Dem, der før sommerferien havde skubbet mig væk, havde vel glemt det i løbet af sommerferien fordi de nok alligevel ikke mente det. De havde bare behandlet mig som de gjorde, fordi det var sådan det var. Det var 'in'. Så det meste havde dæmpet sig i løbet af den 6 uger lange ferie. Det var ikke sådan at alle ville være venner med mig igen, men de lod mig være, som om jeg ikke var der. Hvilket jeg havde det godt med. I det mindste så de ikke længere på mig som et misforster.Til gengæld så jeg nu selv på mig som et misforster. Jeg kunne hverken finde hoved eller hale i noget og jeg skubbede alt og alle væk. I timerne satte jeg mig i mit hjørne og hang over bøgerne, men ingenting fes ind. Jeg tænkte ikke, jeg hørte ikke, jeg så ikke, jeg talte ikke. Jeg gik rundt som et spøgelse. Det er sådan jeg husker det.
Så det var sådan det var, indtil jeg forelskede mig igen... Og den her gang var det noget andet. Det var en anden dreng i en anden tid. Og han havde det ligesom mig; depressiv, indelukket, sortseer... Så vi kaldte det kærlighed, fordi vi kun så hinanden. Vi var lysene i hinandens mørke, hjemsøgte huler. Så i starten hev vi hinanden op til overfladen. Han var flyttet til i 7. og vi gik i samme klasse. Vi begyndte begge at snakke med menneskerne omkring os igen og jeg blev glad igen. Altså næsten... For han blev ikke glad igen. Han snakkede med folk, men det var underordnet. Han blev i hans hule og gemte sig. Turde ikke komme ud i lyset. "Det blænder, det gør ondt. Sluk det!" Så jeg kravlede tilbage i min hule igen, ved siden af ham. Kiggede kun ud engang imellem og jeg blev sur over det jeg så. Jeg var som hjernevasket og enhver udefrakommende lyd eller forstyrrelse satte mit pis i kog. Jeg kunne ikke være i selvskab med nogen og ingen kunne med mig. Jeg ville ud, men han trak mig længere og længere ned i mørket. I starten accepterede jeg det. Jeg gav op og jeg lod mig falde ned i dybet sammen med ham. Vi var ikke lykkelige hver for sig, men vi havde da hinanden og det gav en slags tryghed. I næsten 8 måneder levede jeg dernede sammen med ham.
Men så blev det for meget! Mørket trykkede og jeg kunne ikke få luft. Jeg MÅTTE ud! Ud i lyset og ud i varmen! Jeg vidste at han ville trække mig ned igen hvis jeg ikke lagde alt, hvad ham og mig havde sammen, væk. Så jeg brændte det bånd vi havde, jeg sagde farvel og jeg var fri.
Jeg begyndte så småt at snakke med folk omkring mig igen og alle kunne mærke at jeg forandrede mig. Jeg blev lidt mere udadvendt, glad og aktiv. Jeg var stadig på vagt overfor nye mennesker og sagde ikke hvad som helst til hvem som helst.
Idag er jeg kun glad for at have gennemgået alt det. Hvis jeg ikke havde haft det sådan og hvis jeg ikke havde været sådan, havde jeg ikke været den jeg er idag. Det har gjort mig til et meget mere eftertænksomt, drømmende og nysgerrigt menneske. Samtidig har jeg lært af det og måske er jeg også blevet mere alvorlig og 'voksen-agtig' af det. Nogen gange kan jeg mærke at uroen stadig sidder som en lille sort klump i maven. Jeg kan let blive konfus og stresset og jeg bliver meget let såret. Jeg ved at jeg altid vil have en del af det i mig. Det forsvinder aldrig helt og det skal det heller ikke.
Drengen fra 6. klasse er jeg faktisk gode venner med nu og vi har snakket det hele igennem mange gange. Det er datid, vi har lagt det bag os og nu er det andre ting, der betyder noget. Det har sat spor i mig for evigt, men det har skabt den jeg er.
Drengen fra 7. klasse ved jeg faktisk ikke så meget om... Vi går stadig i samme klasse, men jeg snakker aldrig med ham. Kun når det er nødvendigt i timerne. Så vidt jeg ved er han kommet lidt op til overfladen igen og jeg kender ham godt nok til at vide at han sagtens kan komme det sidste stykke. Han skal bare turde og virkelig ville. Han skal have hovedet med.
Som I ved, hvis I læste mit sidste indlæg har jeg en dejlig kæreste nu! Vil ikke bytte ham for nogen eller noget, for det halve år jeg har haft med ham, har været skønt. Han ved det dårligt nok selv, men han har trukket mig ud af alt det mørke. Fået mig til at se livet fra en lysere vinkel og han har gjort mig nysgerrig på alle de gode og små ting omkring mig.
Til tider kan jeg stadig gemme mig i min hjemsøgte hule, men synet af hans ansigt, lyset i hans øjne og hans smil, lyden af hans stemme og hans hjerte og følelsen af hans arme omkring mig, har givet mig håb og har fået mig til at tro på lyset igen.
Det her var mit livs kærlighedshistorie. Hvordan den ender, kan ingen forudse. Men jeg ved at uanset hvad, så er der ingen, der kan få mig ned med nakken!;-)
Love <3
(.Dette indlæg blev hverken skrevet for at få medlidenhed eller for at hænge nogen ud! Det blev udelukkende skrevet fordi jeg havde brug for at få alle mine tanker ned på skrift og dele dem med nogen.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar