En brændenælde i regnvejr

Jeg føler mig så lille, når jeg står og kigger ud over markerne.
Som om der er noget stort derude. Det kalder.
Regnen vasker mit sind rent. Som om den hjælper mig med at rense min sjæl.

Jeg føler mig som en del af det, når jeg går i skoven.
Bladenes dråber kærtegner min kind.
Som om, de er de tåre jeg aldrig selv har fået grædt, da jeg burde.

Fuglen der flyver, når den får øje på mig og haren der flygter ud over marken,
gør mig opmærksom på, at jeg ikke er så stor en del af det, som jeg føler mig lige nu
og som jeg ønsker mig at være.
Det minder mig om, at jeg er et menneske og at mennesker er syndige.
Ødelægger Verden.
Gør den til noget den ikke er.
Selv åen jeg går langs med, har de tæmmet.
Gravet og læsset jord, så den nu er en snorlige grænse mellem markerne.
Den bugter sig ikke vildt som oprindeligt.
Det eneste, der vokser vildt her er brændenælderne i vandkanten.

Der er få, der vil nærme sig en brændenælde.
Få, der vover at nedkæmpe den, hvis det ikke er nødvendigt.
Ingen skænker brændenælder en tanke, med mindre man brænder sig på dem.
De fleste går i en stor bue udenom.
Nogen gange, føler jeg mig som en brændenælde.
Jeg har intet imod det.
En brændenælde i regnvejr.